Under De Røde Hænder
Mens lyden af fløjter og lufthorn runger i luften i gaderne i Serbiens hovedstad, Beograd, ryster jorden under præsident Aleksandar Vučić, der nægter at træde tilbage fra posten. Den serbiske regering har siddet ved magten i 13 år, og efter en ulykke, der kostede 15 mennesker livet i Novi Sad 1. november, kræver de studerende, at der bliver taget ansvar.
I fem måneder har de studerende i Serbien gået på gaderne for at demonstrere mod regeringen og systemets korruption.
Langs korridorerne på det Tekniske Fakultet i Beograd, løber nogle studerende frem og tilbage. Stedet minder om noget fra Harry Potter-universet, og består af lange stentrapper, der snor sig op gennem fire etager med klinkegulv, der gemmer sig bag søjler. Bygningen huser tre fakulteter: Arkitektur, Civil- og Elektroingeniører.
De studerende samler gule refleksveste under armene, mens andre læner sig i vindueskarmene og spiser små croissanter fra paptallerkener. Som en motorcykelklub, står fakultetets kyrilliske forkortelse, ETФ, printet hen over ryggen af vestene.
”Hajde!” råber 23-årige Milica Ivković i megafonen, kom så, mens folk løber ud af bygningen.
Milica Ivković er kandidatstuderende og er en del af mediegruppen på Fakultetet for Elektroingeniører. Fakultetet har været blokeret af de studerende i mere end tre måneder. Hendes rolle har blandt andet været at sørge for, at information bliver distribueret til resten af befolkningen på sociale medier, så de ikke kun er afhængige af information fra den statslige tv-station. De studerende mener, at den statslige tv-station, RTS, er korrupt og ikke fortæller sandheden. Derfor har tv-stationen også været genstand for en blokade af de studerende.
På trappen op til fakultetet står studerende iført gule veste, med skilte og bannere. De gør klar til den store demonstration, der skal foregå om fem dage i Beograds gader, og har fået besøg af Fakultetet for Organisatorisk Videnskab. Sammen skal de lave en video, der skal ud på de sociale medier, for at få så mange som muligt med på gaden.
Under bannerne står 23-årige Marko Marković, der er tredjeårsstuderende. Han er ikke med i en arbejdsgruppe for demonstrationerne, men deltager aktivt:
”Det er meget givende at være en del af noget så stort og revolutionerende. Jeg ville ikke være andre steder lige nu.”
Marko Marković og Milica Ivković
Demonstrationer siden november
Demonstrationerne er opstået, efter et tag på togstationen i Novi Sad, Serbiens næststørste by, faldt ned og dræbte 15 mennesker den 1. november 2024, og siden da har der været næsten daglige protester. De studerende har fire krav, der skal opfyldes, før de stopper kampen: at den fulde dokumentation for renoveringsarbejdet af Novi Sads togstation bliver offentliggjort, at de, der har angrebet de studerende under de fredelige demonstrationer, bliver straffet, at demonstranter, der er blevet uretmæssigt anholdt bliver løsladt og frifundet, og at det statslige budget til længere videregående uddannelser bliver forøget med 20 procent.
Et kodeks er, at demonstrationerne skal foregå fredeligt. Hvis en deltager oplever vold, opfordres der også til ikke at udøve selvforsvar, da det kan eskalere demonstrationerne voldeligt.
De studerende har landet over besat universiteterne, blokeret for undervisningen og organiseret sig til at bruge fakultetet som base for udviklingen af demonstrationerne. Professorerne bakker fuldt op om de studerende, men deres løn er påvirket af blokaderne. Landmændene og bikerne beskytter de studerende ved at bruge deres køretøjer som terrorsikring.
Ulykken i Novi Sad er ifølge de studerende en direkte konsekvens af en kæde af korruption, der stammer direkte fra præsidenten. Her har det været regeringens ansvar, at renoveringen skal efterleve kvalitetsstandarder, som ikke er blevet mødt grundet besparelser.
”Når man ser på ulykken, kunne det være sket for hvem som helst. Min bror studerer i Novi Sad og var på stationen samme dag på vej hjem. Det kunne have været os alle sammen,” fortæller Milica Ivković.
Hun mener, at det er studerende, der har startet det, fordi de er den samfundsgruppe, der kan afpresses mindst:
”Vi har længe ofret en masse, men det er intet sammenlignet med hvor stort det, vi kan opnå, er.”
Gaderne er dækket af røde håndaftryk, der skal symbolisere, at regeringen har blod på hænderne. Den røde hånd er blevet et symbol på bevægelsen.
15 minutters stilhed
På Beograds længste gade, Bulevar kralja Aleksandra, hvor flere fakultetet ligger, bliver der pludselig helt stille. Bilerne på vejene slukker motoren, de røde sporvogne åbner dørene, og i lyskrydsene samles flere folk.
Klokken er 11.52, da al snak stoppes, og kun lyden af bilhorn i det fjerne kan høres. De studerende blokerer trafikken i 15 minutter til minde om de 15 ofre for ulykken i Novi Sad. Dette gør de hver dag. Foran menneskemængderne holder politibiler på tværs og sørger for, at trafikken ikke nærmer sig de studerende.
Flere folk fra gaden kommer til og stiller sig med hænderne foldet enten foran eller på ryggen, mens blikket bliver stift. Stilheden er larmende i en storby som Beograd, og lyden af en telefon, der vibrerer i lommen på en demonstrant, får det pludselig til at synes, at den ikke er sat på lydløs.
En af de studerende i de gule veste, der sørger for sikkerheden, er 23-årige Goran Kovačević, der er læser sin kandidat som elektroingeniør:
”Det føles aldrig ens. Det er en unik følelse hver gang, du står her sammen med andre, og måske kun kan høre vinden eller folk, der går ud af deres biler for at være med. Folk, som måske ellers ikke ville have deltaget. Det har skabt opmærksomhed og vist, at vi som folk er over alt andet sammen.”
Da klokken slår 12.07 råber én af de gule veste i megafonen: ”slava im,”– æret være ofrene, mens flere bevæger hånden i korsets tegn over brystet. Menneskemængden klapper kort, inden den bevæger sig videre i nabolaget og fortsætter med dagens gøremål.
Students camp 2.0
Overfor parlamentet ligger Pionirski Park. Et lille grønt areal i storbyen, med græsplæner og buske, der ligger i midten af flere historiske bygninger. I parken er der for nyligt slået telte op på græsplænen mellem Novi Dvor, det tidligere kongeslot, nu byrådet, og parlamentet. Lejren kaldes Students camp 2.0. Dens beboere hævder at være studerende, der kæmper for at komme tilbage til undervisningen. Men ifølge Marko Marković er der tale om regeringsstøtter, som præsident Vučić har betalt for at beskytte området og skabe et modsvar til de studerendes demonstrationer. I lejren er det tydeligt, at flere er for gamle til at være studerende, og ifølge Marko Marković er det også kun er lille del af dem, der er studerende, og de fleste kommer fra private uddannelsesinstitutioner. Marko Marković fortæller, at regeringen tilbyder beboerne en pengesum på helt op til en månedsløn, for at holde til i parken et par dage, og endnu flere penge, hvis de overnatter i et af teltene flere nætter. Han påpeger, at de få studerende, der er i lejren, er der netop på grund af betalingen, og ikke fordi de ønsker at fortsætte studierne.
Rundt om parken holder der traktorer parkeret, som udtryk for landmændenes støtte, men ifølge Marko Marković tilhører de ikke nogen landmænd. Traktorerne er leaset og ikke registreret, og givet et falskt udtryk for en støtte fra landmændene.
Teodora Milinović (siddende) & Andrea Stepanović
En fest for sammenholdet
I hjertet af Beograd ligger torvet Terazije. Mørket dækker himlen over byen, hvor menneskene samles. Folk kommer fra alle hjørner af torvet, og bevæger sig ned til den store vej. Det er dagen inden den store demonstration, og de studerende fra andre byer i landet er gået eller cyklet til Beograd for at deltage i morgendagens store demonstration. Nogle er gået 200 kilometer på få dage.
Nogle af de studerende mener, der kommer 100.000 demonstranter, mens andre tænker, det er tættere på 500.000. Langs boulevarden, der skærer gennem Terazije torv, klistrer en rød løber af filt. På fortovene står folk bag opsat metalhegn med bannere, skilte og fløjter om halsen. Nogle er smurt ind i det serbiske flag, mens andre løfter skuldrene op til ørerne for at holde varmen. De lokale studerende i gule refleksveste løber op og ned ad vejen med en megafon, og får folk til at råbe slagord og holde stemningen høj. En støvregn falder fra himlen kort inden paraden af studerende begynder. Publikummet langs fortovet hopper og råber, mens lyden af fløjter og lufthorn er altoverdøvende.
I aften er det en fest for sammenholdet. Sammenholdet og ønsket om et frit Serbien. En ny fremtid for landet.
”Vi studerende har formået at få hele Serbien på banen og stå op for os selv og være bevidste omkring vores rettigheder,” siger 21-årige Petar Miljković. Petar har været en del af demonstrationerne siden Fakultetet for Elektroingeniører lukkede ned. Han mener, det er nødvendigt, at de studerende fortsætter demonstrationerne:
“Som studerende er du oplyst og dannet. Vi kunne ikke forblive stille mere, når ting som disse sker relativt ofte. Ikke kun mordet på de 15 mennesker i Novi Sad, men også at regeringen gør, hvad de vil. Man bliver nødt til at sige, at det ikke går længere. Vi er trætte af at blive dræbt og undertrykt.”
En der har set med egne øjne, hvad staten er i stand til, er 22-årige Teodora Milinović, der er fjerdeårsstuderende:
”Jeg var meget lille, da det ledende parti kom til magten i 2012, men siden da har jeg lyttet til folk, der lider under regimet. De bliver fyret fra deres jobs for ikke at indordne sig regeringens tilhængere og er blevet tvunget til at tie om ting og mere som dette.”
Den store demonstration
Lørdag morgen er der adrenalin i luften. 15. marts er for de 15 dødsfald.
Al offentlig transport til og fra Beograd har været lukket ned siden dagen inden demonstrationen, for at forhindre folk i at deltage.
De studerende fra de andre byer i Serbien går op og ned ad fakultetets gange i slippers, nogle binder fødderne ind i bandage efter de sidste dages vandring, mens andre lige så stille får øjne på de kulørte luftmadrasser, der er spredt rundt i klasselokalerne på øverste sal.
Ved indgangen til fakultetet sidder studerende fra alle tre uddannelse og tjekker identiteten på dem, der kommer ind i bygningen – sikkerheden er prioriteret højt.
Foran fakultetet samles borgerne i Beograd. Der bliver kortere og kortere mellem grupperingerne af mennesker, der står med hjemmelavede skilte, alle med samme budskab – at regeringen skal tage ansvar. På fortovet er der sat boder op med mad til demonstranterne. Alt er doneret og alt er gratis. Hamburgere bliver grillet i fakultetets gård, og serveres på streetfood-maner ude foran, mens pastasalat er pakket i plastikbøtter og suppe serveres fra flamingoskåle. Inden demonstranterne bevæger sig i optog op ad Bulevar kralja Aleksandra, svigter telefonsignalet, og mængden af mennesker er uendelig.
En af de studerendes studie-ID til demonstrationen. Bag på bogen er et klistermærke, hvor der står "Staten er børnenes ejendom," som et modsvar til premiereministeren, der udtalte, at børn i gymnasierne ikke kan demonstrere, fordi de er statens ejendom.
Tilbage på fakultetet samles nogle af de studerende i auditoriet. På storskærmen ved siden af Nikola Tesla-statuen, vekselstrømmens opfinder, streames overvågningskameraerne fra byens store gader, hvor massive menneskemængder fylder gadebilledet. Alle bevæger de sig mod Slajiva Torv, hvor der skal holdes studentertaler og mindehøjtidelighed. De studerende i auditoriet holder en pause fra begivenhederne udenfor døren – de får en bid mad, kigger på deres telefoner og hviler benene på træbænkene.
Klokken 22.00 holder præsidenten, Aleksandar Vučić, pressemøde på tv-kanalen N1. Kort inden breder sig en larm af fløjter og lufthorn i auditoriet på fakultetet. Folk råber og slår hænderne ned i bordet. I takt med slagene, råber eleverne i kor en nedgørende slagsang om præsidenten: Han er så bange, han skider i bukserne af skræk. Lydniveauet i auditoriet, er så højt, man skulle tro, det var en fodboldkamp. Idet præsidentens ansigt popper op på lærredet, buh’er eleverne ved bordene, mens andre puster af lungernes fulde kraft ned i plastikfløjterne, indtil en dreng foran computeren råber i megafonen, og der bliver stille, så man kan høre, hvad præsidenten siger.
Præsidenten indleder med at takke sit personale og politiet for, at demonstrationerne er foregået fredeligt. Han fortæller, at 22 mennesker er blevet arresteret i løbet af dagen, og at han og regeringen har forstået budskabet og noget skal ændres. Hvad forandringerne bliver, melder han ikke ud.
De studerende bryder ud i latter, råber ad skærmen, og vrede armbevægelser fylder i auditoriet, inden lyden af fløjter igen overdøver præsidentens tale.
23-årige Neda Lukić deltager i en demonstration. Under demonstrationerne, der varer ud på aftenen, holdes der igen 15 minutters stilhed for ofrene fra Novi Sad. Dette gøres enten inden eller efter demonstrationerne.
Kampen fortsætter
Et par dage efter demonstrationen, hænger der stadig stofbannere ned i midten af det Tekniske Fakultet. De kulørte luftmadrasser er pakket sammen og lagt i sorte sække, nummereret med malertape og tusch til et potentielt fremtidigt brug, og for at blive afleveret tilbage til dem, der har doneret det.
Teodora Milinović sidder med sin bedste veninde Andrea Stepanović på bænken i solen udenfor fakultetet og venter på det daglige plenummøde for de studerende. De skal snakke om, hvad status er, og hvad næste skridt skal være. For Teodora er det vigtigt at være ajour med, hvad der foregår på skolen:
”Efter den 15. marts har jeg bare fået mere gåpåmod. Det viser bare, at vi står sammen og vi har kræfterne til at vise, hvad vi tror på. Det er bare mere brænde på bålet for mig. Alt, hvad vi har været vidne til på det seneste, har fået mig til at føle, at jeg virkelig elsker mit land og folket i det. Empati er ikke død, den blev bare begravet under systemets apatiske værdier.”
I løbet af ugen efter demonstrationen, bliver det offentliggjort, at endnu et offer for Novi Sad-ulykken 1. november 2024, er død på hospitalet. 16 dødsfald.
Dagene med blokader af fakulteterne fortsætter, og de studerende holder fast i deres kamp for retfærdighed. Demonstrationerne har skabt en bølge af håb og sammenhold i hele landet, og de studerende nægter at give op. Deres kamp er ikke kun for dem selv, men for alle, der drømmer om et Serbien, hvor retfærdighed og frihed ikke blot er ord.
